Hvem er jeg?
Jeg hedder Anja og dette er min hjemmeside.
Jeg bor i et lille hus med mine to børn og næsten alle mine dyr.
Min hest er opstaldet ude, men drømmen er at finde en gård og få ham hjem,
den drøm skal jeg nok få realiseret inden alt for længe.
Jeg arbejder som Incident Manager i en IT-afdeling i samme by som jeg bor i,
så jeg bruger en del tid foran computeren, både på arbejde og i min fritid.
Min passion er hestene, at håndtere de store dyr hver dag, giver mig så meget positiv energi i mit liv,
jeg har ikke i sinde nogensinde at undvære det igen.
Passionen
Dajeg var 7 år gammel startede jeg i Lellinge rideklub og her startede min
fascination af heste.
Jeg red fra starten en stor Oldenborg, hun var rolig og sød, men stor. Så min
far måtte med hver gang og hjælpe med at sadle op.
Der gik nogle år og jeg begyndte, at kunne lide at ride de lidt mere besværlige heste, og så kom Adam. Adam var bare dejlig, han var en gammel travhest,
som var blevet mishandlet. Han var håndsky og bange for næsten alt, men ikke desto mindre blev han i en periode brugt som rideskole hest.
Jeg var forelsket , han var skøn, på trods af at vi testede om jeg kunne flyve et par gange eller tre. Men smed han mig af, stoppede han altid op
og ventede på mig. Min mor var også forelsket og vi ville købe ham. Da de ville slagte ham var det noget med slagteprisen og det var så vidt jeg kan 4500 kr.
Men vi skulle jo lige finde et sted at have ham osv. og næste gang vi dukkede op, var han væk, de havde aflivet ham!!!
Min næste forelskelse blev Trine, hun var en Frederiksborg hoppe i fol og hun havde bare den smukkeste gang. Mine små ben på den store hest med mave på, det
må have været et kønt syn. Hende måtte jeg eje, men de ville have 30.000 kr. uden føl, og ligegyldigt hvor meget jeg plagede min far, gik den ikke!
Så stoppede jeg på rideskolen og gik ned på den nærmeste travgård og spurgte om de kunne bruge en hånd og det kunne de, men de ville først være sikre på
at jeg kunne ride og de tog ikke mine ord for gode varer. Så de sadlede en travhest op, satte lille mig op på den, åbnede stalddøren og smækkede den bagi.
Da den galoperede ud af døren med mig på kunne jeg høre de råbte "så skal du bare holde fast!".
Jeg blev siddende og red den til sidst roligt ind, men jeg var kun på den gård i nogle få måneder, da jeg jo godt kunne lide at hygge om hesten og
det var ikke hygge der var mest af i travmiljøet.
Så mødte jeg Prins og han blev min et og alt de næste par år.
Prins stod på en gård i nærheden, pigen der ejede ham var flyttet hjemmefra og have "glemt" ham. Han stod alene i en stald og gloede, dag ud og ind.
Jeg fik ham som var han min egen, da de jo var ligeglade med ham, så de fodrede ham og stillede hø og halm til rådighed og jeg gjorde alt andet.
Han havde stået der længe, han var arrig, fed og trist. Efter noget tid blev vi venner, i starten lærte vi hinanden at kende og gik ture, men efterhånden
blev det også til ridning, først uden og siden hen med sadel.
Jeg red ham alle vegne, hjem i haven, op i skolen til "dyredag", ude på marken osv. Vi var venner, han løb efter mine snebolde og jeg læste lektier i stalden.
Men så gik tingene lidt galt derhjemme og jeg stoppede med at komme deroppe.
Siden der er det kun blevet til ridning, når jeg har lejet en hest, eller lånt en venindes.
Det sidste års tid er interessen så blusset godt op igen, jeg var helt deprimeret, da jeg tog hjem fra
Roskilde dyrskue, fordi der var så mange smukke heste
og jeg bare ikke havde en. Jeg har brugt meget tid på, at undersøge mine muligheder, men da alle opstaldninger altid var langt fra mit hus og jeg jo har
en del at se til, blev det lagt bagerst i hovedet, sammen med drømmen om en gård.
Men en dag da jeg sad og kiggede på gårde på nettet og drømte, faldt jeg over en opstaldning i min by og det skulle vise sig at være lige i nærheden af
mit hus. Derudover skulle staldudlejeren vise sig at være en kæmpe hjælp for en "nybagt hesteejer", så jeg slog til og så gik det stærk.
På en uge købte jeg stald, udstyr og hest.
Og nu sidder jeg her og oppe på gården står min helt egen smukke pony, med de dejligste opmærksomme øjne.
|