Akademisk/Klassisk ridekunst
I renaissancen dannedes rundt omkring i Europa berømte akademier, hvor adlens håbefulde unge mænd kunne få en fysisk og åndelig uddannelse.
Man lærte bl.a. at danse, male, fægte og ride.
På samme tid startede Philip d. 2 i Spanien et kongeligt stutteri i Cordoba - han ville skabe verdens bedste ridehest, som var en konge værdig.
Resultatet af denne avl kender vi fra bl.a. Velasquez´s smukke malerier.
Den spanske hest blev flittigt brugt og almindelig anerkendt af datidens store ridemestre som verdens bedste ridehest;
intelligent, smuk og let at træne til "akademisk ridekunst".
De spanske heste blev også brugt på stutterier anlagt af den danske konge bl.a hans Frederiksborg Stutteri i Nordsjælland,
i Wien på Den Spanske Rideskole, (heraf navnet) og i Sverige på "Karolinerstutteriet" - og mange andre steder i Europa.
Den akademiske ridekultur finder en af sine første repræsentanter Frederico Grisone, som var en af de første der åbnede et rideakademi,
hvor han indviede unge adelige i omgangen med hesten samt i de vigtigste hofmanerer.
I Frankrig fulgte Antoine de Pluvinel (1555-1620), som indførte et system af gymnasticerende og løsgørende øvelser,
samtidig med at han afsagde tvang og vold, som hidtil havde været på dagsordnen.
I Storbritannien fulgte den eneste engelske repræsentant af den akademiske ridekunst den omdiskuterede William Cawendish,
Duke of Newcastle (1592-1676), som i sin levetid offentliggjore 2 værker, og som fandt stor anerkendelse af den største mester overhovedet,
Francois Robichon de la Guérinière , (1688-1751).
Guérinière formulerede, forfinede og udvidede ridekunstens retningslinier som akademiskt åndeligt fag,
hvorved enhver praksis uden teori var formålsløs. Guérinières privilegium var at han levede i en tid hvor han kunne udøve ridningen for kunstens skyld.
Han indførte lektioner til fremme af ligevægt og løsgjorthed, som f.eks. versaden.
Hans udtrykkelige mål at holde hesten rolig, løsgjort og lydig og således gøre den behagelig i alle 3 gangarter er gyldige den dag idag.
1733 blev hans værk ”Ecole de la Cavalerie ” offentliggjort, som anses for at være ridekunstens bibel.
Med Steinbrecht er vi kommet endnu et skridt nærmere nutiden.
Hans læresætninger blev grundlaget for den moderne dressur, som ses i dag, om end han stadig pointerede balancesædet,
som man størstedels er gået bort fra.
Den største af nutidens repræsentanter og fortalere for balancesædet og den akademiske ridekunst er Bent Branderup,
som i dag uddanner elever mange steder i Europa.
